Den lækre dværgs æra

Igennem de sidste 10 år er vi blevet trukket gennem eventyrvæsenernes blomstrende seksualisering én efter én: Harry Potter introducerede troldmanden og heksens spirende pubertære følelser for hinanden; I Twilight tog man eroticaens gamle førsteelsker frem: Den blodsugende, jomfrufordærvende vampyr, men ikke nok med det, den ellers bestialske og usoignerede varulv var nu en veltrænet/veludrustet spirituel indianerdreng hvis dyriske lyster også rettedes mod kvindekønnet. Enhver prepubertær/teenage pige med respekt for sig selv havde en hemmelig drøm om at lade sine fingre løbe igennem Legolas' lyse elverhår og hviske søde ting i hans spidse ører, eller som Arwen lade sig henrive af Aragons middelalderlige look, og gladeligt opgive sin udødelighed for ham og hans elver-sværd, da Ringenes Herre filmene så dagens lys.

Men nu – mine damer og herrer – er tiden kommet til dværgene. Vi er nemlig indtrådt i hvad der vil vise sig at være en erotisk storhedstid for mandelige (og forhåbligt snart, kvindelige) dværge på skærmen, som jeg har valgt at benævne 'Den lækre dværgs æra'.



Den virkelig cadeau for denne udvikling må tilskrives Peter Dinklage i rollen som Tyrion Lanister i Game of Thrones tv-serien fra HBO. 'The Imp' som vel nærmest har udviklet sig til seriens egentlige hovedperson, nedlægger kvinder på stribe, kæmper i heftige sværddueller og kan med sin veltalende arrogance lukke munden på enhver.

 

Karakteren der starter ud som en forkælet og utilpasset adelssøn der drikker og horer sig gennem de 7 riger, tynget af rollen som familiens sorte får og den manglende accept fra faderen, udvikler sig gennem serien til en ansvarsfuld, tapper, ærekær og kærlig mand, der får dig til at ønske at DU var hans hemmelige elskerinde, forklædt som tjenestepige på slottet.



Tyrion og hans elskede Shae

 

Væk er den typiske dværgerolle som klovn, underholdningsmoment, 'Freak-of-nature' eller outsider, og tilbage står en stærk, maskulin, alsidig og hamrende sexet helt, og efter min personlige mening – den eneste jeg kunne tænke mig at se som konge på 'The Iron Throne' i sidste ende.

Richard Armitage som Thorin
 Oakenshield

Peter Jacksons filmatisering af Tolkins 'Hobitten' giver dværgene en sjælden hovedrolle i filmen, der er historien om hvordan dværgfolket søger at tilbagevinde deres mistede hjemland. Men de dværge der både i bogen 'Hobitten' og i de 3 'Ringenes Herre'-film, er skildret som nogle små hidsige, brutale, tilvoksede og ofte ufrivilligt komiske skabninger, ser vi her som heroiske krigere, et forbitret folk og ikke mindst som potentielle førsteelskere. Særligt skinner dværgenes leder Thorin igennem som den forpinte og retfærdighedssøgende anfører der må slås med truslen om at lade magten korrupere sig.

 

Samtidig følger vi hvordan den unge, mørkhårede, utroligt attraktive Kili (med den lige så attraktive bror Fili) forelsker sig i skovelverkvinden Tauriel, og ender i et trekantsdrama med den (før så) underskønne Legolas. Tauriel følger sit hjerte og redder Kilis liv, og cementerer dermed begyndelsen af en ny epoke: Ind med dværgen – ud med elveren.


Dean O'Gorman som Fili og Aidan Turner som Kili.
O'Gorman er i øvrigt fra New Zealand og spillede Luke Morgan
I McLeods Daughters dengang serier stadig handlede som
barske kvinder på hesteryg og får.

Et fanbillede af den forbudte kærlighed mellem dværgen
Kili og elveren Tauriel

Det er fantastisk når man på denne måde ser en 'stereotyp' bryde ud af sine rammer og manifestere sig som noget større og mere i filmverdenen – og jeg er slet ikke i tvivl om at det smitter af på os 'almindelige' mennesker og udvider vores horisont for hvad vi finder attraktivt og heroisk.

Men bag denne måske lidt useriøse og noget overfladiske observation af at dværge nu kan fremstilles som sexsymboler ligger en mere alvorlig og tankevækkende debat: For selvom 'Hobitten' er med til at udbrede den positive og nuancerede opfattelse af dværge, hænger spørgsmålet i luften:

Hvorfor er det ikke rigtige dværge-skuespillere der er castet i filmen? Peter Dinklage har vist os at man som dværg og skuespiller kan være nøjagtig lige så nuanceret og kompleks i sin fremstilling af karakteren som enhver anden skuespiller. Vi ved at Hollywood er fuld af dværge med skuespil-talent (vi har set dem i årevis som fjollede sidekicks i andre film). Så hvorfor ikke caste dem?

I 'Hobitten' og 'Ringenes Herre' kan forklaringen være at der her er tale om 'dværgen' som mytologisk væsen baseret på Germansk folklore, et væsen der ikke nødvendigvis har de karakteristika der er typisk for en person med medicinske vækst-abnormaliteter. I øvrigt har disse diagnoser ('dværgvækst' eller på engelsk 'dwarfism') deres navn fra det mytologiske væsen, selvom det eneste sammenfald mellem disse to er den sparsomme højde (Idet der vidst ikke kan påvises nogen øget hårvækst eller tendens til øget mine/smedje-aktivitet hos mennesker med vækst-problemer).

Måske er det derfor at Amerikas organisationer for 'Little people' ikke har protesteret så højlydt ved lanceringen af 'Hobitten'-filmene, som de gjorde da 'Snowhite and The Huntsman' i 2012 annoncerede at de ville caste skuespillere af normal højde i rollen som de 7 små dværge (I øvrigt en dobbeltkonfekt på dansk der altid har undret mig: Nå de 7 SMÅ dværge, ikke de 7 moderat-høje dværge).

Producenterne af filmen valgte at bruge digital retouchering og stand-ins, hvilket medførte mange anklager om diskrimination af branchens skuespiller-dværge og episoden er sågar er blevet sammenlignet med 20ernes ”Black Face”-tendens hvor hvide mennesker maledes sorte i hovederne og spillede rollen som sort person.

En repræsentant for 'Little People of America' kom derpå med en opfordring til Hollywood om at benytte sig oftere af branchens små skuespillere:

"This means both casting people with dwarfism as characters that were specifically written to be played by little people ... and other roles that would be open to people of short stature."

Ikke desto mindre har vi nu flere eksempler på dværge der (uanset manglende dværg-vækst-diagnose) er med til at udvide den måde vi ser på dværge på – og det kan ikke være helt skidt for en mandelig dværg på bytur, at han nu kan bruge score-replikken: ”Vil du med hjem og lege Game of Thrones? Hvis jeg er The Imp, kan du være min Shae.” Eller: ”Hvis du vil være min Tauriel, vil jeg være din Kili.”

Aidan Turner som Kili i 'Hobitten'

Pik-faktor i serier

Når vi nu er i det nøgne hjørne, skal det handle om pikke, eller måske nærmere manglen på samme.

Det hotteste indenfor pop-kultur der kollektivt tryllebinder folk over hele verden er lige nu de her store, dyre, velproducerede amerikanske og engelske tv-serier. Jeg nævner i flæng Game of Thrones, Breaking Bad, The Tudors, Borgia, Spartacus og True Blood. Fælles for alle disse serier er at de er producerede til kabel-netværk og den almen-amerikanske angst for nøgenhed, gør sig derfor ikke gældende i disse serier. Faktisk er de smask-fyldte med meget eksplicitte nøgen- og sexscener, og de sparer ikke på scenerne med ”full-fontal-nudity” billeder af kvinder, med udsyn til både bryster og vagina.

Ved nærmere eftertanke opdager vi her en utrolig uretfærdig og hyklerisk repræsentation af mandelig nøgenhed i samme serier. Her får vi nemlig højst udsyn til en veltrænet overkrop og hvis vi er heldige, et par muskuløse mande-baller. Det massive underskud af mandlige kønsorganer i moderne tv-serier er slående!

Men hvad er det der gør pikken sådan et no-go i disse produktioner?

Med diskret lagen i The Tudors

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Porno-faktoren

Der er en ren æstetisk forskel på den maskuline og feminine anatomi. Den kvindelige er diskret og kan pga. årelange traditioner som kunstnerisk motiv, nemt anskues fra en ikke-seksuel vinkel. Derudover er der den åbenlyse forskel at vores kønsorganer er gemt inde i kroppen, og det eneste synlige er smukke runde former. En nøgen kvinde er ikke vulgær. En nøgen mand derimod – er ikke noget vi ser portrætteret i lige så høj grad. I klassicismen portrætteres den mandelige anatomi, men i en ”afslappet” udgave, så at sige, og den del af statuerne gjorde en religiøs galning ligesom kål på lang tid før vor tids censur. Samtidig er det mandlige kønsorgan, langt mere eksplicit, langt mere ”In your face”. Dertil kommer at langt de fleste nøgenscener er sexscener og ville skulle involvere en erigeret penis, og så risikerer Game of Thrones hurtigt at stå tilbage som en porno-film med et virkelig godt plot.

Det tætteste vi har set i Game of Thrones

Vi kalder det ”Elefant-panden”.

Ithyphallophobia
Angsten for at se, tænke på, eller have en erigeret penis.

Hvis man dykker lidt ned i kritik af de narrative teknikker bag traditionel Hollywood film-produktion finder man hurtigt ud af at man taler om ”det mandlige blik”(The male gaze). Teorien argumenterer for at film traditionelt filmes fra den heteroseksuelle mands perspektiv. Den nøgne kvindekrop fungerer derfor som seksuelt objekt på 2 niveauer: for karaktererne i filmen, og for publikummet (manden) foran lærredet.

I og med at en erigeret penis ikke er seksuelt stimulerende for den heteroseksuelle mand (tværtimod, måske frastødende), undlader man at filme scener med penisser.

Med andre ord: Serierne og filmene er produceret til et mandeligt publikum der ikke er interesserede i at se på andre mænds ædlere dele.

Men! Hvad så med en serie som Sex and the City? Den er jo åbenlyst skrevet af kvinder, til kvinder, omhandlende en kvinde-verden? Men ser vi nogen erigerede penisser i den? Nej. Hvis teorien om perspektiv og målgruppe skulle holde stik, ville Sex and the City springe let og elegant hen over de bare bryster og venusbjergene og i stedet været plastret fyldt med pikke.

Medmindre vi kvinder, som ifølge den feministiske film-teoretiker Mulvey, virkelig ser os selv gennem mænds øjne: At vi dyrker den seksuelle objektificering af kvinden for at konformere os selv til normerne i en verden styret af mænd, og at en mand aldrig vil kunne underlægges denne objektificering.

Tak for kaffe, men det sætter da tanker i gang hos en lille post-moderne feminist som jeg selv. Hvorfor er kvindelig nøgenhed så uskyldig og mandelig så vulgær?
Er det fordi ”kvinder er skabt til at blive beskuet, og mænd til at beskue”, eller fordi vi ikke er nået til det sted i frisindet hvor kønnenes kønsorganer har samme symbolværdi?

Lad mig slutte af med at hylde et par serier og film med mænd der laver ”The Full Monty” for åben skærm:
Rome:

I denne HBO serie, er der flere scener med ”male full frontal nudity”. Bl.a. ser vi i afsnit 4 i sæson 1 Jason Purefoy, splitterragende Hans-Jørgen på en gårdsplads, hvor han vaskes af en slave. Der er også en scene hvor en adelskvinde beder om en veludrustet slave til sin adelige gæst.

Deadwood:

I sæson 3 episode 2, kommer en mand ud fra et horehus i al sin nøgenhed og råber op om hvor fedt han har haft det.

Ewan McGregor

Mr. Naked Man i Hollywood har optrådt nøgen med fuldt udsyn i disse 4(!) film: Velvet Goldmine, Young Adam, The Pillow Book og Trainspotting.

Forgetting Sarah Marshall

Var nogle af jer skuffede over det ringe udsyn i ”How I met your Mother” afsnittet ”The naked man”?. Så har I muligheden for at se skuespilleren Jason Segel, (vi kender som Marshall) vise det hele frem, da han i filmens ømme startscene bliver dumpet af sin berømte kæreste og taber sit håndklæde.

Der var ikke meget Naked Man over Neil Patrick Harris' "The Naked Man"
i tv-serien How I met your Mother.

Om amning og andre offentlige bryster...

Jeg gider faktisk ikke skrive endnu et indlæg der tager stilling til rigtigheden/forkertheden i retten til at afvise en ammende kvinde fra sin café eller restaurant. Mange skribenter har allerede ridset argumenterne fra begge sider op:

Det er op til den enkelte ejer hvilken adfærd der tillades under taget af dennes virksomhed. En lovgivning vil være indgriben i den frie ejendomsret,. Det grænser til totalitære tilstande, osv. På den modsatte fløj:

Forbud mod amning er diskrimination af kvinder på baggrund af en naturlig kropslig funktion. Det er vigtigt at sætte babyens behov i første række. Lovliggørelsen af afvisning af ammende gæster i restauranter vil føre til en yderligere tabuisering af amning i offentligheden.

Så fik vi vidst det på plads.

(Jeg er naturligvis ganske enig i dansk Kvindesamfund- og Jordemoderforeningens udmeldelser om at retten til at afvise ammende kvinder er fuldstændig forrykt.)

Det der dog interesserer mig mere, er hvordan en debat som denne overhoved kan blive aktuel i et land som Danmark?

En situation, som den i Illums café, hvor en ammende kvinde afvises pga. blufærdighedskrænkelse af de øvrige gæster, var noget jeg kunne forvente at læse om i en reportage fra bibelbæltet i USA, Tel Aviv, eller et andet konservativt og religionspræget samfund. Men i nærmest-sekulære, frisindede Danmark? Hvor skiltet i Ørstedsparken fortæller at ”Sex er tilladt, hvis man viser hensyn.”- Hvor vores licenspenge går til ”Blachman ser på nøgne damer” og busserne kører rundt i indre KBH med et par nøgne bryster og påskriften ”Nye bryster?”.

Alligevel kan nogen føle sig krænkede af at se et blottet bryst på en ammende mor? ”Men det er jo bare en enlig svale, sikken en storm i et glas vand” - Jovist men desværre synes jeg at denne situation fint understreger en mærkelig tendens jeg har lagt mærke til i de senere år:

”Sex sælger” og medierne er fulde af nøgenhed, sex og erotik. Film og serier er blevet langt mere eksplicitte og moden er mere vovet og udfordrende end nogensinde. Faktisk presses grænsen for hvor langt vi kan gå. Hvor lidt tøj Rihanna kan slippe af sted med, hvor vovet en parfumereklame kan være – for det er efterhånden svært at få den ønskede chok effekt. 

Men samtidig ser der ud til at ske en form for tilbagegang i mentaliteten når det gælder den naturlige menneskekrop. Du ser ikke længere kvinder i bare bryster på strandene – og ligger der en enkelt blottet 68'er barm, kan du være sikker på at den bliver set skævt til, peget fingre, og rullet øjne af. Ligesom mange unge kvinder dækker sig til i omklædningsrum, og forarges over den ældre generations bramfrihed.

Jeg oplevede det i min egen gymnasieklasse, da vi i en dansktime skulle analysere denne reklame for Gammel Dansk fra 80erne:

En del af de unge piger var både frastødt og nærmest forargede over at vi skulle udsættes for sådan et billede på storskærm i klassen. 

Det er altså samme generation som dagligt udsættes for disse reklamer i medierne, og ikke ser ud til at være hverken forargede eller frastødte:

 

Reklame for parfumen Opium

Reklame for Abercrombie and Fitch



Reklame for Tom Fords parfume til mænd

Reklame for Abercrombie & Fitch

Så er spørgsmålet om denne nye puritanisme bunder i de stadigt strengere kropsidealer der er fremherskende overalt omkring os. Er det fordi det svulmende ammende bryst på en træt graviditetspræget nybagt moders krop ikke lever op til det det bearbejdede retoucherede plastic-fantastic ideal, ligesom brysterne på bussen, som ingen tilsyneladende føler sig særligt 'blufærdighedskrænkede' af? Ville den person, der følte sig stødt af et sæt ammende bryster, havde følt sig krænket hvis kvinden overfor havde været en ung fashionista med strittende silikonebryster under en lidt for gennemsigtig bluse, der nød sin café latte i fred og ro? 

 

Eller handler det ikke om det ubearbejdede overfor det bearbejdede billede af nøgenhed, men mere om mediet overfor kød og blod? Er vi virkelig blevet så illusionsrede og virkelighedsfjerne at vi sagtens kan abstrahere fra de svedige CULT kroppe ved busstoppestedet, men er ved at få kaffen galt i halsen når vi eksponeres for et ægte menneskes nøgenhed?

Reklame for CULT shakers

Jeg tror desværre at den første af teserne er mere rammende. Natulighed er bare ikke på mode i disse år, og mennesker der ønsker at leve i en bearbejdet verden af retoucherede modeller og opretholdelsen af kropsidealets fernis – ja for dem er en ammende mor et frastødende brud på denne opretholdelse af idealer. 

Nå, så er vi tilbage hvor vi startede – skal dette fåtal af mennesker så ikke bare have lov at have en virkelighedsopfattelse hvor amning er no-go, uden at gøre et stort nummer ud af det?

Sagen er bare at der desværre ses en tendens til at denne type tabuisering har tendens til at sprede sig. Hvis amning i offentligheden først tabuiseres i én sammenhæng, risikerer vi at andre sektorer lader sig inspirere, netop fordi amning er en adfærd der falder udenfor vor tids seksualiserede og idealiserede opfattelse af kroppen.

Ammende kvinde

Jeg er normalt ikke fortaler for at problemer skal løses ved lovgivning, men i dette tilfælde mener jeg at man bør bremse denne udvikling allerede inden den kommer i gang. Gør offentlig amning til en ukrænkelig ret, også selvom det måske p.t. ikke lader til at være et stort problem, kan det tids nok blive en adfærd der fordømmes af samfundets luner, ligesom de bare bryster på stranden...

The Mailman

The gravel cracked loudly under the sole of his shoes, as he turned the street corner and continued down the main street. It was one of the rare sunny days, with the midday-sun sending its fragile beams across the rooftops of the low houses of the town. The sudden spring heat made a drop of sweat drip slowly from under his cap, down his face. The load of the mail sack felt heavier this day. The sleepy atmosphere and everyday chores of villagers was suddenly interrupted. A housewife in her garden, trying to exploit the short glimpse of sun hanging her laundry for drying, turned her head and stopped what she was doing, and strided back in the house. On her way, she knocked over the laundry basket and left the white sheets grass stained on the lawn. Ladies running errands in the centre of town quickly broke off conversations, and with packages under their arms and long fast steps, strided for home.

As he proceeded down the street, windows were closed and shades were shot, just tight enough for pairs of eyes to glance from the dark of the rooms. His pace was slow and steady, and conscious of the looks resting upon him, he kept his own eyes fixed on the horizon. At one point he stopped for a breath of air, and behind the closed doors and windows of the nearest house was heard a loud gasp for air. Just as loud was the sigh of relief when he resumed his trout down the dusty gravel road. Behind the next door, women young as old were folding their hands in desperation until he had passed.

The silence of the town was deafening. The only sound heard was a dog barking restlessly behind a closed door and the monotonous and rhythmic pace of two feet against the pavement. Some women did not even dare to look . They only closed their eyes and listened to the fatal sound of leather soles squeaking and pressing against the dry country road. The footsteps came closer and closer, and they would hold their breath until they heard the steps disappearing further down the road.

At one house, behind one door, they did not hear the footsteps continue. They watched with despair as the mailman stopped in front of their house. A heartbreaking scream of a woman cut through the silence, as he opened the fence gate and turned down the pathway leading to the house. The woman behind the door screamed again and shook her head in desperation. The mailman approached the door. The woman covered her ears with her shaking hands and backed slowly towards the stairway. The mailman lifted his hand and aimed for the doorbell. The woman stumbled up the stairs and repeated the word “No!” in a high-pitch, cracked voice. He hesitated for a moment in front of the closed door, as he pretended not to hear the devastated screams of a mother, sister or wife. Then he rang the doorbell. It took quite a while before the door was answered. It opened with a loud squeaking complaining sound. Behind it stood a tiny girl, not older than 5 or 6 years.

The mailman looked at her in disbelief, and as if trying to explain she said with a tiny voice:
“Mother is in the attic.”

He stood there stalling, with the telegram in his sweaty hands. It seemed like non of them paid attention to the unrestrained screams of despair from upstairs.

“It is the third time you are here,” she said, stating what he already knew.

“I know.” He could not think of a better answer. He knew all too well that he had walked the fatal walk to this house, once too many, the past year.

“I don't think mom will come back down this time.” Her voice was surprisingly steady but with a new edge of worry, too serious for her age.

He hesitated briefly before handing the telegram to the girl. He quickly turned around and cast one last glance at her before hurrying down the pathway, and down the road away from the house.

She stood still the doorway, the telegram looking too large for her tiny hands, and had not moved one inch when he turned around the corner and rushed away from the scene.

The girl still was still in the doorway as he passed one house after another where relieved women had resumed their prior duties of the day, as the life slowly returned to the little village, as the mailman left the town.

When the summer had passed, and winter of the year 1916 came, the mailman no longer had errands in the small village.

British Home Front WW1

Australian Home Front WW1

American Home Front WW1

The Prodigal Son

I am no sheep, no solitaire wretch
bleating in desperate call for my hedge
No shepherd will lead me back to my flock
for I did not bafflingly wander, I walked

 I am no coy, for he does not seek
stuck on the church bench week after week
eat 'cause he ought to, drink 'cause he may
blood of the father he does not obey

I am the lost, the prodigal son
willingly leaving, not banished nor shun
In spite of a father I no longer need
to live as a sinner, ungodly and free

The Prodigal Son af Emile Salome, 1863

Sonnet 1

My heart aholds a beating

One from a different time
The rythm it's repeating
It is no longer mine

 

My tongue 'round words will meander

The echos of a voice
A once such true defender
Now leaves me without choice

For I must to the beating dance

And with the voices sing
Allthough the days have long since past
Where this would change a thing

The melody of prior gloom

Is now completely out of tune

Eftermiddag i skoven

Jeg ser dig lang tid før du har set mig. Jeg har set dig her før, så mange andre dage. Jeg smiler ved synet af dit lange blonde hår som du kaster til siden hver gang du ligger hovedet tilbage og griner din perlende latter. Det sitrer hele vejen op gennem min rygrad. Du får øje på mig og jeg tror at du sender mig et af de dersens blikke, selvom jeg godt ved at du ikke gør det.

Din veninde og du skal bruge eftermiddagen i skoven som I har gjort så mange andre eftermiddage. Og jeg ved godt at jeg ikke går herud netop når kl. er fem minutter i to, for at læse i min medbragte bog, på min sædvanlige bænk, der tilfældigvis står meter fra hvor du plejer at sidde i skoven med veninderne.

Alligevel siger jeg til mig selv ”Kunne det ikke være rart at læse i skoven i dag?” når viserne nærmer sig to, ligesom jeg troligt tager bogen op ad posen og bladrer frem til den side hvor jeg har læst den første sætning 25 gange. Hvis jeg ikke tror på at jeg bevidst sætter efter dit kønne smil i skoven, gør jeg det måske heller ikke.

For det er forkert.

Men du er så betagende. Så fantastisk smuk, og mine hænder strammes om bogen når jeg ser din krop sætte i bevægelse. Dine slanke ben der sætter af fra græsset som en gazelle på savannen. Dine hænder der dansende gestikulerer foran dit smilende ansigt i ord jeg ikke kan høre.

Men jeg stirrer ikke for det er forkert.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med stønne let, mens jeg vender en side i bogen, og du har taget din cardigan af og blottet dine sommerbrune skuldre. Og hvor jeg mærker livet i mig og blodet pulsere når jeg tænker på at røre denne hud under mine hænder. At lade hænderne mærke dens bløde tekstur og måske endda kunne få mulighed for at indånde duften af dit hår ved samme lejlighed. Men kun som et venligt klap på skulderen, i en kammeratlig gestus.

Alt andet ville være forkert.

Jeg forstår ikke hvad der sker. Pludselig kommer du nærmere og nu står du foran mig. Kun en meter foran mig.

”Hej,” Siger du. Eller gør du nu også? Er det ikke forkert?
”Hej,” svarer jeg, men min stemme er hæs, og lyder så uudholdelig menneskelig i forhold til din. Mit hjerte hamrer som besat.

”Hvad hedder du?”

Jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen. Dine hænder strejfer din hofte og underliv mens du spørger. Men det skal jeg ikke lægge mærke til.

”Anders.”

Jeg synker igen og igen. Din ånde er hed, og lugten af varmen fra din krop banker i mine næsebor. Din mund er åben og dyb mens du taler til mig. Dine læber er runde og højrøde og dine kinder har farve af kådhed. Ikke den slags kådhed, tænker jeg.

”Kan du godt lide at læse her?”

Man kan se konturerne af dine små fine brystvorter bag den tynde sommerbluse. De er bløde og runde, og strutter. Jeg strutter vidst ikke, selvom jeg kan mærke bukserne stramme. Det ville være helt forkert.

”Ja.”

Jeg fumler med bogens sider mellem mine ivrige fingre, og forstiller mig ikke at det er noget andet.

Jeg sidder lidt uroligt på bænken, og du griner. Der afslører du dig selv. Din latter, øjne, ja hele din krop indbyder til leg. Du er en varm elskovshule der har ventet på mig. Måske kommer du også her i skoven for at se på mig. For at mærke sit blod pumpe i kroppen ved forestillingerne om mig. Du er klar, og du inviterer selv. Måske er du også forkert. Jeg lukker bogen og rejser mig.

I det samme ringer din mobiltelefon, og du trækker den hurtigt og rutineret op ad lommen.

”Hej. Ja mor jeg ved godt jeg skal komme hjem. Klokken er kun to. Jeg er her med Lise. Vi går altså i 5. klasse nu, at du ved det. Vi ses hej.”

Du lægger på og smiler igen til mig.

”Jeg må løbe, vi ses en anden dag.”

Noget i mig håber at vi gør.

Jeg sætter mig på bænken igen.

Jeg er forkert.

Jeg har brug for hjælp.

Danmarks Naturfrednings Forening, Katrine Hahn Kristensen