Eftermiddag i skoven

Jeg ser dig lang tid før du har set mig. Jeg har set dig her før, så mange andre dage. Jeg smiler ved synet af dit lange blonde hår som du kaster til siden hver gang du ligger hovedet tilbage og griner din perlende latter. Det sitrer hele vejen op gennem min rygrad. Du får øje på mig og jeg tror at du sender mig et af de dersens blikke, selvom jeg godt ved at du ikke gør det.

Din veninde og du skal bruge eftermiddagen i skoven som I har gjort så mange andre eftermiddage. Og jeg ved godt at jeg ikke går herud netop når kl. er fem minutter i to, for at læse i min medbragte bog, på min sædvanlige bænk, der tilfældigvis står meter fra hvor du plejer at sidde i skoven med veninderne.

Alligevel siger jeg til mig selv ”Kunne det ikke være rart at læse i skoven i dag?” når viserne nærmer sig to, ligesom jeg troligt tager bogen op ad posen og bladrer frem til den side hvor jeg har læst den første sætning 25 gange. Hvis jeg ikke tror på at jeg bevidst sætter efter dit kønne smil i skoven, gør jeg det måske heller ikke.

For det er forkert.

Men du er så betagende. Så fantastisk smuk, og mine hænder strammes om bogen når jeg ser din krop sætte i bevægelse. Dine slanke ben der sætter af fra græsset som en gazelle på savannen. Dine hænder der dansende gestikulerer foran dit smilende ansigt i ord jeg ikke kan høre.

Men jeg stirrer ikke for det er forkert.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med stønne let, mens jeg vender en side i bogen, og du har taget din cardigan af og blottet dine sommerbrune skuldre. Og hvor jeg mærker livet i mig og blodet pulsere når jeg tænker på at røre denne hud under mine hænder. At lade hænderne mærke dens bløde tekstur og måske endda kunne få mulighed for at indånde duften af dit hår ved samme lejlighed. Men kun som et venligt klap på skulderen, i en kammeratlig gestus.

Alt andet ville være forkert.

Jeg forstår ikke hvad der sker. Pludselig kommer du nærmere og nu står du foran mig. Kun en meter foran mig.

”Hej,” Siger du. Eller gør du nu også? Er det ikke forkert?
”Hej,” svarer jeg, men min stemme er hæs, og lyder så uudholdelig menneskelig i forhold til din. Mit hjerte hamrer som besat.

”Hvad hedder du?”

Jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen. Dine hænder strejfer din hofte og underliv mens du spørger. Men det skal jeg ikke lægge mærke til.

”Anders.”

Jeg synker igen og igen. Din ånde er hed, og lugten af varmen fra din krop banker i mine næsebor. Din mund er åben og dyb mens du taler til mig. Dine læber er runde og højrøde og dine kinder har farve af kådhed. Ikke den slags kådhed, tænker jeg.

”Kan du godt lide at læse her?”

Man kan se konturerne af dine små fine brystvorter bag den tynde sommerbluse. De er bløde og runde, og strutter. Jeg strutter vidst ikke, selvom jeg kan mærke bukserne stramme. Det ville være helt forkert.

”Ja.”

Jeg fumler med bogens sider mellem mine ivrige fingre, og forstiller mig ikke at det er noget andet.

Jeg sidder lidt uroligt på bænken, og du griner. Der afslører du dig selv. Din latter, øjne, ja hele din krop indbyder til leg. Du er en varm elskovshule der har ventet på mig. Måske kommer du også her i skoven for at se på mig. For at mærke sit blod pumpe i kroppen ved forestillingerne om mig. Du er klar, og du inviterer selv. Måske er du også forkert. Jeg lukker bogen og rejser mig.

I det samme ringer din mobiltelefon, og du trækker den hurtigt og rutineret op ad lommen.

”Hej. Ja mor jeg ved godt jeg skal komme hjem. Klokken er kun to. Jeg er her med Lise. Vi går altså i 5. klasse nu, at du ved det. Vi ses hej.”

Du lægger på og smiler igen til mig.

”Jeg må løbe, vi ses en anden dag.”

Noget i mig håber at vi gør.

Jeg sætter mig på bænken igen.

Jeg er forkert.

Jeg har brug for hjælp.

Danmarks Naturfrednings Forening, Katrine Hahn Kristensen