Den lækre dværgs æra

Igennem de sidste 10 år er vi blevet trukket gennem eventyrvæsenernes blomstrende seksualisering én efter én: Harry Potter introducerede troldmanden og heksens spirende pubertære følelser for hinanden; I Twilight tog man eroticaens gamle førsteelsker frem: Den blodsugende, jomfrufordærvende vampyr, men ikke nok med det, den ellers bestialske og usoignerede varulv var nu en veltrænet/veludrustet spirituel indianerdreng hvis dyriske lyster også rettedes mod kvindekønnet. Enhver prepubertær/teenage pige med respekt for sig selv havde en hemmelig drøm om at lade sine fingre løbe igennem Legolas' lyse elverhår og hviske søde ting i hans spidse ører, eller som Arwen lade sig henrive af Aragons middelalderlige look, og gladeligt opgive sin udødelighed for ham og hans elver-sværd, da Ringenes Herre filmene så dagens lys.

Men nu – mine damer og herrer – er tiden kommet til dværgene. Vi er nemlig indtrådt i hvad der vil vise sig at være en erotisk storhedstid for mandelige (og forhåbligt snart, kvindelige) dværge på skærmen, som jeg har valgt at benævne 'Den lækre dværgs æra'.



Den virkelig cadeau for denne udvikling må tilskrives Peter Dinklage i rollen som Tyrion Lanister i Game of Thrones tv-serien fra HBO. 'The Imp' som vel nærmest har udviklet sig til seriens egentlige hovedperson, nedlægger kvinder på stribe, kæmper i heftige sværddueller og kan med sin veltalende arrogance lukke munden på enhver.

 

Karakteren der starter ud som en forkælet og utilpasset adelssøn der drikker og horer sig gennem de 7 riger, tynget af rollen som familiens sorte får og den manglende accept fra faderen, udvikler sig gennem serien til en ansvarsfuld, tapper, ærekær og kærlig mand, der får dig til at ønske at DU var hans hemmelige elskerinde, forklædt som tjenestepige på slottet.



Tyrion og hans elskede Shae

 

Væk er den typiske dværgerolle som klovn, underholdningsmoment, 'Freak-of-nature' eller outsider, og tilbage står en stærk, maskulin, alsidig og hamrende sexet helt, og efter min personlige mening – den eneste jeg kunne tænke mig at se som konge på 'The Iron Throne' i sidste ende.

Richard Armitage som Thorin
 Oakenshield

Peter Jacksons filmatisering af Tolkins 'Hobitten' giver dværgene en sjælden hovedrolle i filmen, der er historien om hvordan dværgfolket søger at tilbagevinde deres mistede hjemland. Men de dværge der både i bogen 'Hobitten' og i de 3 'Ringenes Herre'-film, er skildret som nogle små hidsige, brutale, tilvoksede og ofte ufrivilligt komiske skabninger, ser vi her som heroiske krigere, et forbitret folk og ikke mindst som potentielle førsteelskere. Særligt skinner dværgenes leder Thorin igennem som den forpinte og retfærdighedssøgende anfører der må slås med truslen om at lade magten korrupere sig.

 

Samtidig følger vi hvordan den unge, mørkhårede, utroligt attraktive Kili (med den lige så attraktive bror Fili) forelsker sig i skovelverkvinden Tauriel, og ender i et trekantsdrama med den (før så) underskønne Legolas. Tauriel følger sit hjerte og redder Kilis liv, og cementerer dermed begyndelsen af en ny epoke: Ind med dværgen – ud med elveren.


Dean O'Gorman som Fili og Aidan Turner som Kili.
O'Gorman er i øvrigt fra New Zealand og spillede Luke Morgan
I McLeods Daughters dengang serier stadig handlede som
barske kvinder på hesteryg og får.

Et fanbillede af den forbudte kærlighed mellem dværgen
Kili og elveren Tauriel

Det er fantastisk når man på denne måde ser en 'stereotyp' bryde ud af sine rammer og manifestere sig som noget større og mere i filmverdenen – og jeg er slet ikke i tvivl om at det smitter af på os 'almindelige' mennesker og udvider vores horisont for hvad vi finder attraktivt og heroisk.

Men bag denne måske lidt useriøse og noget overfladiske observation af at dværge nu kan fremstilles som sexsymboler ligger en mere alvorlig og tankevækkende debat: For selvom 'Hobitten' er med til at udbrede den positive og nuancerede opfattelse af dværge, hænger spørgsmålet i luften:

Hvorfor er det ikke rigtige dværge-skuespillere der er castet i filmen? Peter Dinklage har vist os at man som dværg og skuespiller kan være nøjagtig lige så nuanceret og kompleks i sin fremstilling af karakteren som enhver anden skuespiller. Vi ved at Hollywood er fuld af dværge med skuespil-talent (vi har set dem i årevis som fjollede sidekicks i andre film). Så hvorfor ikke caste dem?

I 'Hobitten' og 'Ringenes Herre' kan forklaringen være at der her er tale om 'dværgen' som mytologisk væsen baseret på Germansk folklore, et væsen der ikke nødvendigvis har de karakteristika der er typisk for en person med medicinske vækst-abnormaliteter. I øvrigt har disse diagnoser ('dværgvækst' eller på engelsk 'dwarfism') deres navn fra det mytologiske væsen, selvom det eneste sammenfald mellem disse to er den sparsomme højde (Idet der vidst ikke kan påvises nogen øget hårvækst eller tendens til øget mine/smedje-aktivitet hos mennesker med vækst-problemer).

Måske er det derfor at Amerikas organisationer for 'Little people' ikke har protesteret så højlydt ved lanceringen af 'Hobitten'-filmene, som de gjorde da 'Snowhite and The Huntsman' i 2012 annoncerede at de ville caste skuespillere af normal højde i rollen som de 7 små dværge (I øvrigt en dobbeltkonfekt på dansk der altid har undret mig: Nå de 7 SMÅ dværge, ikke de 7 moderat-høje dværge).

Producenterne af filmen valgte at bruge digital retouchering og stand-ins, hvilket medførte mange anklager om diskrimination af branchens skuespiller-dværge og episoden er sågar er blevet sammenlignet med 20ernes ”Black Face”-tendens hvor hvide mennesker maledes sorte i hovederne og spillede rollen som sort person.

En repræsentant for 'Little People of America' kom derpå med en opfordring til Hollywood om at benytte sig oftere af branchens små skuespillere:

"This means both casting people with dwarfism as characters that were specifically written to be played by little people ... and other roles that would be open to people of short stature."

Ikke desto mindre har vi nu flere eksempler på dværge der (uanset manglende dværg-vækst-diagnose) er med til at udvide den måde vi ser på dværge på – og det kan ikke være helt skidt for en mandelig dværg på bytur, at han nu kan bruge score-replikken: ”Vil du med hjem og lege Game of Thrones? Hvis jeg er The Imp, kan du være min Shae.” Eller: ”Hvis du vil være min Tauriel, vil jeg være din Kili.”

Aidan Turner som Kili i 'Hobitten'

Pik-faktor i serier

Når vi nu er i det nøgne hjørne, skal det handle om pikke, eller måske nærmere manglen på samme.

Det hotteste indenfor pop-kultur der kollektivt tryllebinder folk over hele verden er lige nu de her store, dyre, velproducerede amerikanske og engelske tv-serier. Jeg nævner i flæng Game of Thrones, Breaking Bad, The Tudors, Borgia, Spartacus og True Blood. Fælles for alle disse serier er at de er producerede til kabel-netværk og den almen-amerikanske angst for nøgenhed, gør sig derfor ikke gældende i disse serier. Faktisk er de smask-fyldte med meget eksplicitte nøgen- og sexscener, og de sparer ikke på scenerne med ”full-fontal-nudity” billeder af kvinder, med udsyn til både bryster og vagina.

Ved nærmere eftertanke opdager vi her en utrolig uretfærdig og hyklerisk repræsentation af mandelig nøgenhed i samme serier. Her får vi nemlig højst udsyn til en veltrænet overkrop og hvis vi er heldige, et par muskuløse mande-baller. Det massive underskud af mandlige kønsorganer i moderne tv-serier er slående!

Men hvad er det der gør pikken sådan et no-go i disse produktioner?

Med diskret lagen i The Tudors

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Porno-faktoren

Der er en ren æstetisk forskel på den maskuline og feminine anatomi. Den kvindelige er diskret og kan pga. årelange traditioner som kunstnerisk motiv, nemt anskues fra en ikke-seksuel vinkel. Derudover er der den åbenlyse forskel at vores kønsorganer er gemt inde i kroppen, og det eneste synlige er smukke runde former. En nøgen kvinde er ikke vulgær. En nøgen mand derimod – er ikke noget vi ser portrætteret i lige så høj grad. I klassicismen portrætteres den mandelige anatomi, men i en ”afslappet” udgave, så at sige, og den del af statuerne gjorde en religiøs galning ligesom kål på lang tid før vor tids censur. Samtidig er det mandlige kønsorgan, langt mere eksplicit, langt mere ”In your face”. Dertil kommer at langt de fleste nøgenscener er sexscener og ville skulle involvere en erigeret penis, og så risikerer Game of Thrones hurtigt at stå tilbage som en porno-film med et virkelig godt plot.

Det tætteste vi har set i Game of Thrones

Vi kalder det ”Elefant-panden”.

Ithyphallophobia
Angsten for at se, tænke på, eller have en erigeret penis.

Hvis man dykker lidt ned i kritik af de narrative teknikker bag traditionel Hollywood film-produktion finder man hurtigt ud af at man taler om ”det mandlige blik”(The male gaze). Teorien argumenterer for at film traditionelt filmes fra den heteroseksuelle mands perspektiv. Den nøgne kvindekrop fungerer derfor som seksuelt objekt på 2 niveauer: for karaktererne i filmen, og for publikummet (manden) foran lærredet.

I og med at en erigeret penis ikke er seksuelt stimulerende for den heteroseksuelle mand (tværtimod, måske frastødende), undlader man at filme scener med penisser.

Med andre ord: Serierne og filmene er produceret til et mandeligt publikum der ikke er interesserede i at se på andre mænds ædlere dele.

Men! Hvad så med en serie som Sex and the City? Den er jo åbenlyst skrevet af kvinder, til kvinder, omhandlende en kvinde-verden? Men ser vi nogen erigerede penisser i den? Nej. Hvis teorien om perspektiv og målgruppe skulle holde stik, ville Sex and the City springe let og elegant hen over de bare bryster og venusbjergene og i stedet været plastret fyldt med pikke.

Medmindre vi kvinder, som ifølge den feministiske film-teoretiker Mulvey, virkelig ser os selv gennem mænds øjne: At vi dyrker den seksuelle objektificering af kvinden for at konformere os selv til normerne i en verden styret af mænd, og at en mand aldrig vil kunne underlægges denne objektificering.

Tak for kaffe, men det sætter da tanker i gang hos en lille post-moderne feminist som jeg selv. Hvorfor er kvindelig nøgenhed så uskyldig og mandelig så vulgær?
Er det fordi ”kvinder er skabt til at blive beskuet, og mænd til at beskue”, eller fordi vi ikke er nået til det sted i frisindet hvor kønnenes kønsorganer har samme symbolværdi?

Lad mig slutte af med at hylde et par serier og film med mænd der laver ”The Full Monty” for åben skærm:
Rome:

I denne HBO serie, er der flere scener med ”male full frontal nudity”. Bl.a. ser vi i afsnit 4 i sæson 1 Jason Purefoy, splitterragende Hans-Jørgen på en gårdsplads, hvor han vaskes af en slave. Der er også en scene hvor en adelskvinde beder om en veludrustet slave til sin adelige gæst.

Deadwood:

I sæson 3 episode 2, kommer en mand ud fra et horehus i al sin nøgenhed og råber op om hvor fedt han har haft det.

Ewan McGregor

Mr. Naked Man i Hollywood har optrådt nøgen med fuldt udsyn i disse 4(!) film: Velvet Goldmine, Young Adam, The Pillow Book og Trainspotting.

Forgetting Sarah Marshall

Var nogle af jer skuffede over det ringe udsyn i ”How I met your Mother” afsnittet ”The naked man”?. Så har I muligheden for at se skuespilleren Jason Segel, (vi kender som Marshall) vise det hele frem, da han i filmens ømme startscene bliver dumpet af sin berømte kæreste og taber sit håndklæde.

Der var ikke meget Naked Man over Neil Patrick Harris' "The Naked Man"
i tv-serien How I met your Mother.