Igennem de sidste 10 år er vi blevet
trukket gennem eventyrvæsenernes blomstrende seksualisering én
efter én: Harry Potter introducerede troldmanden og heksens spirende
pubertære følelser for hinanden; I Twilight tog man eroticaens
gamle førsteelsker frem: Den blodsugende, jomfrufordærvende vampyr,
men ikke nok med det, den ellers bestialske og usoignerede varulv var
nu en veltrænet/veludrustet spirituel indianerdreng hvis dyriske
lyster også rettedes mod kvindekønnet. Enhver prepubertær/teenage
pige med respekt for sig selv havde en hemmelig drøm om at lade sine
fingre løbe igennem Legolas' lyse elverhår og hviske søde ting i
hans spidse ører, eller som Arwen lade sig henrive af Aragons
middelalderlige look, og gladeligt opgive sin udødelighed for ham og
hans elver-sværd, da Ringenes Herre filmene så dagens lys.
Men nu – mine damer og herrer – er
tiden kommet til dværgene. Vi er nemlig indtrådt i hvad der vil
vise sig at være en erotisk storhedstid for mandelige (og forhåbligt
snart, kvindelige) dværge på skærmen, som jeg har valgt at benævne
'Den lækre dværgs æra'.
Den virkelig cadeau for denne udvikling
må tilskrives Peter Dinklage i rollen som Tyrion Lanister i Game of
Thrones tv-serien fra HBO. 'The Imp' som vel nærmest har udviklet
sig til seriens egentlige hovedperson, nedlægger kvinder på stribe,
kæmper i heftige sværddueller og kan med sin veltalende arrogance
lukke munden på enhver.
Karakteren der starter ud som en forkælet
og utilpasset adelssøn der drikker og horer sig gennem de 7 riger,
tynget af rollen som familiens sorte får og den manglende accept fra
faderen, udvikler sig gennem serien til en ansvarsfuld, tapper,
ærekær og kærlig mand, der får dig til at ønske at DU var hans
hemmelige elskerinde, forklædt som tjenestepige på slottet.
Tyrion og hans elskede Shae |
Væk er den typiske dværgerolle som
klovn, underholdningsmoment, 'Freak-of-nature' eller outsider, og
tilbage står en stærk, maskulin, alsidig og hamrende sexet helt, og
efter min personlige mening – den eneste jeg kunne tænke mig at se
som konge på 'The Iron Throne' i sidste ende.
Richard Armitage som Thorin Oakenshield |
Peter Jacksons filmatisering af Tolkins
'Hobitten' giver dværgene en sjælden hovedrolle i filmen, der er
historien om hvordan dværgfolket søger at tilbagevinde deres
mistede hjemland. Men de dværge der både i bogen 'Hobitten' og i de
3 'Ringenes Herre'-film, er skildret som nogle små hidsige, brutale,
tilvoksede og ofte ufrivilligt komiske skabninger, ser vi her som
heroiske krigere, et forbitret folk og ikke mindst som potentielle
førsteelskere. Særligt skinner dværgenes leder Thorin igennem som
den forpinte og retfærdighedssøgende anfører der må slås med
truslen om at lade magten korrupere sig.
Samtidig følger vi hvordan den unge, mørkhårede, utroligt attraktive Kili (med den lige så attraktive bror Fili) forelsker sig i skovelverkvinden Tauriel, og ender i et trekantsdrama med den (før så) underskønne Legolas. Tauriel følger sit hjerte og redder Kilis liv, og cementerer dermed begyndelsen af en ny epoke: Ind med dværgen – ud med elveren.
Dean O'Gorman som Fili og Aidan Turner som Kili. O'Gorman er i øvrigt fra New Zealand og spillede Luke Morgan I McLeods Daughters dengang serier stadig handlede som barske kvinder på hesteryg og får. |
Et fanbillede af den forbudte kærlighed mellem dværgen Kili og elveren Tauriel |
Men bag denne måske lidt useriøse og
noget overfladiske observation af at dværge nu kan fremstilles som
sexsymboler ligger en mere alvorlig og tankevækkende debat: For
selvom 'Hobitten' er med til at udbrede den positive og nuancerede
opfattelse af dværge, hænger spørgsmålet i luften:
Hvorfor er det ikke rigtige
dværge-skuespillere der er castet i filmen? Peter Dinklage har vist
os at man som dværg og skuespiller kan være nøjagtig lige
så nuanceret og kompleks i sin fremstilling af karakteren som enhver
anden skuespiller. Vi ved at Hollywood er fuld af dværge med
skuespil-talent (vi har set dem i årevis som fjollede sidekicks i
andre film). Så hvorfor ikke caste dem?
I 'Hobitten' og 'Ringenes Herre' kan
forklaringen være at der her er tale om 'dværgen' som mytologisk
væsen baseret på Germansk folklore, et væsen der ikke nødvendigvis
har de karakteristika der er typisk for en person med medicinske
vækst-abnormaliteter. I øvrigt har disse diagnoser ('dværgvækst'
eller på engelsk 'dwarfism') deres navn fra det mytologiske væsen,
selvom det eneste sammenfald mellem disse to er den sparsomme højde
(Idet der vidst ikke kan påvises nogen øget hårvækst eller
tendens til øget mine/smedje-aktivitet hos mennesker med
vækst-problemer).
Måske er det derfor at Amerikas
organisationer for 'Little people' ikke har protesteret så højlydt
ved lanceringen af 'Hobitten'-filmene, som de gjorde da 'Snowhite and
The Huntsman' i 2012 annoncerede at de ville caste skuespillere af
normal højde i rollen som de 7 små dværge (I øvrigt en
dobbeltkonfekt på dansk der altid har undret mig: Nå de 7 SMÅ
dværge, ikke de 7 moderat-høje dværge).
Producenterne af filmen valgte at bruge
digital retouchering og stand-ins, hvilket medførte mange anklager
om diskrimination af branchens skuespiller-dværge og episoden er
sågar er blevet sammenlignet med 20ernes ”Black Face”-tendens
hvor hvide mennesker maledes sorte i hovederne og spillede rollen som
sort person.
En repræsentant for 'Little People of
America' kom derpå med en opfordring til Hollywood om at benytte sig
oftere af branchens små skuespillere:
"This means both casting people
with dwarfism as characters that were specifically written to be
played by little people ... and other roles that would be open to
people of short stature."
Ikke desto mindre har vi nu flere
eksempler på dværge der (uanset manglende dværg-vækst-diagnose)
er med til at udvide den måde vi ser på dværge på – og det kan
ikke være helt skidt for en mandelig dværg på bytur, at han nu
kan bruge score-replikken: ”Vil du med hjem og lege Game of
Thrones? Hvis jeg er The Imp, kan du være min Shae.” Eller: ”Hvis
du vil være min Tauriel, vil jeg være din Kili.”
Aidan Turner som Kili i 'Hobitten' |