Jeg ser dig lang tid før du har set
mig. Jeg har set dig her før, så mange andre dage. Jeg smiler ved
synet af dit lange blonde hår som du kaster til siden hver gang du
ligger hovedet tilbage og griner din perlende latter. Det sitrer hele
vejen op gennem min rygrad. Du får øje på mig og jeg tror at du
sender mig et af de dersens blikke, selvom jeg godt ved at du ikke
gør det.
Din veninde og du skal bruge
eftermiddagen i skoven som I har gjort så mange andre eftermiddage.
Og jeg ved godt at jeg ikke går herud netop når kl. er fem minutter
i to, for at læse i min medbragte bog, på min sædvanlige bænk,
der tilfældigvis står meter fra hvor du plejer at sidde i skoven
med veninderne.
Alligevel siger jeg til mig selv ”Kunne
det ikke være rart at læse i skoven i dag?” når viserne nærmer
sig to, ligesom jeg troligt tager bogen op ad posen og bladrer frem
til den side hvor jeg har læst den første sætning 25 gange. Hvis
jeg ikke tror på at jeg bevidst sætter efter dit kønne smil i
skoven, gør jeg det måske heller ikke.
For det er forkert.
Men du er så betagende. Så fantastisk
smuk, og mine hænder strammes om bogen når jeg ser din krop sætte
i bevægelse. Dine slanke ben der sætter af fra græsset som en
gazelle på savannen. Dine hænder der dansende gestikulerer foran
dit smilende ansigt i ord jeg ikke kan høre.
Men jeg stirrer ikke for det er
forkert.
Men jeg kan alligevel ikke lade være
med stønne let, mens jeg vender en side i bogen, og du har taget din
cardigan af og blottet dine sommerbrune skuldre. Og hvor jeg mærker
livet i mig og blodet pulsere når jeg tænker på at røre denne hud
under mine hænder. At lade hænderne mærke dens bløde tekstur og
måske endda kunne få mulighed for at indånde duften af dit hår
ved samme lejlighed. Men kun som et venligt klap på skulderen, i en
kammeratlig gestus.
Alt andet ville være forkert.
Jeg forstår ikke hvad der sker.
Pludselig kommer du nærmere og nu står du foran mig. Kun en meter
foran mig.
”Hej,” Siger du. Eller gør du nu
også? Er det ikke forkert?
”Hej,” svarer jeg, men min stemme
er hæs, og lyder så uudholdelig menneskelig i forhold til din. Mit
hjerte hamrer som besat.
”Hvad hedder du?”
Jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen.
Dine hænder strejfer din hofte og underliv mens du spørger. Men det
skal jeg ikke lægge mærke til.
”Anders.”
Jeg synker igen og igen. Din ånde er
hed, og lugten af varmen fra din krop banker i mine næsebor. Din
mund er åben og dyb mens du taler til mig. Dine læber er runde og
højrøde og dine kinder har farve af kådhed. Ikke den slags kådhed,
tænker jeg.
”Kan du godt lide at læse her?”
Man kan se konturerne af dine små fine
brystvorter bag den tynde sommerbluse. De er bløde og runde, og
strutter. Jeg strutter vidst ikke, selvom jeg kan mærke bukserne
stramme. Det ville være helt forkert.
”Ja.”
Jeg fumler med bogens sider mellem mine
ivrige fingre, og forstiller mig ikke at det er noget andet.
Jeg sidder lidt uroligt på bænken, og
du griner. Der afslører du dig selv. Din latter, øjne, ja hele din
krop indbyder til leg. Du er en varm elskovshule der har ventet på
mig. Måske kommer du også her i skoven for at se på mig. For at
mærke sit blod pumpe i kroppen ved forestillingerne om mig. Du er
klar, og du inviterer selv. Måske er du også forkert. Jeg lukker
bogen og rejser mig.
I det samme ringer din mobiltelefon, og
du trækker den hurtigt og rutineret op ad lommen.
”Hej. Ja mor jeg ved godt jeg skal
komme hjem. Klokken er kun to. Jeg er her med Lise. Vi går altså i
5. klasse nu, at du ved det. Vi ses hej.”
Du lægger på og smiler igen til mig.
”Jeg må løbe, vi ses en anden dag.”
Noget i mig håber at vi gør.
Jeg sætter mig på bænken igen.
Jeg er forkert.
Jeg har brug for hjælp.
 |
| Danmarks Naturfrednings Forening, Katrine Hahn Kristensen |
