Julebag og julesmag

Juletid er bagetid, og i år ønsker jeg i særlig grad at grave lidt ned i de traditionelle juleopskrifter. Vi skal nemlig have internationalt selskab på besøg, vores Amerikanske og Hollandske naboer, og præsentere dem for den rigtige danske jul.
Min mormor har altid – så længe jeg husker – haft sit faste julebag: Jødekager, brunkager og klejner, så disse klassikere lader jeg hende om. Heldigvis er der jo masser af klassiske opskrifter at tage af.

Pebernødderne som jeg har givet mig i kast med, er den ældst kendte julegodte i Danmark, som man har sporet helt tilbage til 1500tallet. Pebernødderne var populære hos børnene, der også kunne bruge dem til spil og leg. Pebernødderne har altid været forbundet med julen og er kun blevet bagt mod juletid.

Opskrifterne på julebag er mange, og jeg har i de senere prøvet mig lidt frem for at finde de opskrifter jeg bedst kunne lide. Sidste år fandt jeg denne opskrift på pebernødder som jeg bare synes er vanvittig god. Det er pebernødder af den lyse slags med hvid peber fra Lagkagehuset.

Lagkagehusets pebernødder:

250 g smør
250 g sukker
1 tsk. stødt ingefær
1 tsk. kanel
1 tsk. hvid peber
1 tsk. kardemomme
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
1 dl piskefløde
500 g mel

Smør og sukker piskes sammen med en el-mikser eller røremaskine, til sukkeret er pisket godt ud. Piskefløden piskes i. Bland krydderier, bagepulver og natron i melet og rør det så i dejen, til der fås en nogenlunde fast dej. Ælt det sammen med hænderne. Tril dejen ud i pølser, ca. på tykkelse med en lillefinger. Skær dem i små stykker (ca. 1 cm.) og rul dem til små kugler. (De skal ca. være på størrelse med peanuts, da de hæver en del op i ovnen). Sæt kuglerne på en bageplade, de kan sættes rimelig tæt da de ikke flyder så meget ud. Giv dem til sidst et pres med siden af håndfladen, så de får den rigtige pebernøddeform.
De bages ca. 8-10 minutter i ovnen ved 200 grader, til de er gyldne.

Det skal tilføjes at det er en stor dej, og at det tager lang tid at forme alle pebernødderne og få bagt dem alle, så sæt god tid af til det, eller lav eventuelt en halv portion.

Vanillekranse skal der også til. Småkagen vandt sin udbredelse i 1800tallet da folk begyndte at få komfurer. Før komfuret kom til hørte man sjældent om småkagerne, i 1700tallet kender man dog til jødekager som man kunne købe hos få jødiske bagere. Først efter det i 1800tallet blev almindeligt at drikke kaffe blev småkagen almindelig både på landet og i byerne.
Her har jeg brugt opskriften fra min yndlingskogebog: ”God mad, let at lave” den svigter sjældent.

Vanillekranse (ca. 75 stk.)
50g mandler
165g koldt smør
250 g mel
110g sukker
½ æg
korn af ½ stang vanilje

Smut mandlerne og mal dem i foodprocesseren. Skær smørret i stykker og smuldr det i melet. Tilsæt sukker, æg, vanilje, og mandler.
Saml dejen hurtigt og lad den hvile tildækket i køleskabet i ca. 1 time.
Til dejen til stænger, eller kør dem gennem en småkagepresser eller kødhakker med stjerneform for at få det fine mønster.
Form stængerne til kranse og bag dem ved 200 grader i 7-10 minutter øverst i ovnen.

Julekort

I dag har jeg designet og bestilt dette års julekort fra Vistaprint.dk.
Jeg har længe ønsket at bruge nogle af de fantastiske billeder vi har taget af hundene, og i år skulle det være. Billedet er taget sidste år i december da der var noget mere jul over vejret end der er i år.

I samme omgang lokkede de mig til at købe disse gavemærkater i matchende design:

De reklamerer med deres lave priser, men når momsen og deres urimelige fragtomkostninger lægges oven i bliver det en smådyr affære.
Over 200 kr blev det for 10 julekort og 25 mærkater, så nu er jeg meget spændt på at se resultatet om 14 dage (da jeg ikke havde lyst til at betale 118kr(!!) for den fragt der kun tog en uge)

Verdens første julekort blev produceret i 1843 i England, og der findes et eksemplar af det på British Museum.
I Danmark startede man med at sende tyskproducerede kort i 1870erne men i 1880erne reklamerede det Københavnske firma Levison med julekort i farver.

Disse fine gamle julekort er lånt fra denne side, hvor man kan se mange flere:

http://www.urd.dk/julec/jul.htm

Walton Ford på Louisiana

For et par uger siden var jeg en tur på Louisiana. Walton Ford var navnet på plakaten, og jeg havde kun nået at snuse en lille smule til omtalen af ham på deres hjemmeside og et par videoer på Youtube inden turen gik til Humlebæk.

Det er rigtig mange år siden jeg har sat fod på Louisiana, hvor jeg havde min første rigtige oplevelse med kunst tilbage i de helt små klasser. En udstilling med kunstnerinden Georgia O’Keeffe satte i 2002 skub i min tidlige og spæde interesse for kunst, og hendes fortolkninger af naturen har aldrig helt sluppet sit tag i mig siden.

Det var derfor med stor spænding at jeg skulle gense Louisiana og blive bekendt med Walton Ford og hans univers, der i højeste grad også finder grobund i naturens verden.
Udstillingen hører ind under en række udstillinger under emnet Contemporery Art som Louisiana kører for tiden.

At besøge museet i skoleøjemed kan have sine fordele, blandt andet at vi fik en guidet tur rundt i udvalgte dele af museet. Vi startede hos Walton Ford, der præsenteres med et kæmpestort 1:1 maleri af et næsehorn der velkommer én når man træder ind i hans afdeling.

Fra skolen var vi et grafisk værksted (Som jeg går på), og et tekstværksted af sted, og guiden havde således tilknyttet små tegne og brainstormings- opgaver til at pirre fantasien mens hun viste os vej gennem den storslåede og farvestrålende udstilling, og denne kombination af ord og billeder er netop noget af det der betager mig allermest ved Ford.

Walton Fords kæmpemæssige akvareller af dyr er ikke bare naturalistiske vidundere med en sådan anatomisk finesse og detaljer der gør en ganske åndeløs. Det er i høj grad også historier der folder sig ud over lærrederne som ordene på siderne i en bog, og du vil kunne blive ved og ved med at studere billederne for nye detaljer og vinkler.
Ved udstillingen er billederne akkompagneret af uddrag af de historier der har været inspirationskilde for Ford og er blevet udgangspunktet for hans billede (For ja, herren fortolker i sine billeder, kun tekster han finder i skønlitterære, naturhistoriske og historiske kilder ) men for at få det fulde udbytte af udstillingen er det rigtig godt at have læst lidt baggrundshistorie om kunstneren, eller som os have en guide på.

Walton Ford er amerikaner og født i 1960 i Larchmont, New York.
Inspireret af fortidens opdagelsesrejsende der drog ud i verden og kom tilbage med tegninger og skitser af eksotiske dyr og skabninger man aldrig havde set mage, og af zoologiske illustrationer maler han kompromisløse dyrebilleder i intet mindre end størrelsesforholdet 1:1. Med en detaljerighed og teknisk perfektion gengiver han eksotiske dyr fra hele verden med en sådan skønhed at den umiddelbare følelse ved synet af hans billeder næsten ikke kan være andet end idyl. Smukke muskuløse tigere, mystificerende aber, vidunderligt fugle, alt sammen i stærke kraftfulde farver og omgivelser som taget ud af junglebogen eller en anden kolonial historie.
Først efter et par øjeblikkes stirren på de kraftfulde malerier brydes idyllen og handlingen på billedet begynder at synke ind. Bestialske, grusomme og brutale situationer, hvori dyrene enten bekæmper og fortærer hinanden eller lemlæstes og ydmyges af mennesker.

Det er så smukt og så ulækkert, og går op i sådan en grotesk sammenhørighed at man ikke kan andet end at blive begejstret og fascineret. Billederne er en stor selvmodsigelse af skønhed og grusomhed, bestialitet og menneskedreven magtsyge og ikke mindst humor blandet med en god portion tragedie.

Historierne som billederne tager udgangspunkt i er kun en lille brik i det store spil der udspiller sig på lærrederne. De er komplekse og ofte fyldt med symbolik og et niveau af detaljer der giver grobund for at behandle mange både historiske og nutidige problematikker og aktuelle emner.
Det emne og stemning der må tage prisen må dog nok være kolonisering, der har sat et stort præg på rigtig mange af billederne, så man nærmest kan få fornemmelsen af at man går rundt i en Kiepling roman med sin missionærhat på.

Også Fords lille fugleafdeling hvor han (meget) frit fortolker John James Audubons ornitologiske værk Amerikanske Fugle, med sådanne politiske og eksplicitte toner at de ikke er til at tage fejl af, er lige til at stille sig op og klappe i hænderne over.

Jeg kan kun anbefale alle en tur på Louisiana og tage et langt kig på Walton Ford udstillingen der kører indtil den 6. marts (skynd jer), men sats ikke på at kunne rumme Picasso bagefter. Mit hoved var bristefærdigt af inspiration, fascination og begejstring efter Ford.

Sig nu ikke så meget

Et lille aftendigt fra min hånd, den første af sin slags i mange måneder. Har haft poesien lidt standby til fordel for prosaen, men nu trængte det her sig altså på.


Sig nu ikke så meget

Sig nu ikke så meget
når dine ord rummer så lidt

Sig nu ikke så meget
Er ordet erklæret frit?

Sig nu ikke så meget
når mængden er alt hvad jeg får

Når jeg ved at det bliver det sidste du giver mig
Inden du vender dig og går

Sig nu ikke så meget
Når det sidste der skal siges er sagt

Og du trækker tiden
med den almenviden
at ordet er i din magt

Sig nu ikke så meget
Når det sidste der skal siges er sagt