Han følte rastløsheden helt ned i fødderne den dag. Den samme facade der mødte ham hver morgen, de samme menneskers alt for velkendte ansigtstræk. Det samme job, dag ud og dag ind. Samme tomme stue der bød ham velkommen når han kom hjem, og det brændemærke fra en cigaret, som han tomt stirrede på og havde stirret på de sidste 6 måneder af sit liv. Det vendte sig i ham hver gang. Hver gang han gik gennem indgangen til arbejdet og kollegaerne dagligdags vinkede og sagde ”Hej”. Som om han var typen man sagde hej til. Som om han var en de kendte godt nok til bare at sige hej. Det samme med kunderne. Når de kom ind og velkendt sagde goddag og sagde hans navn og følte at de ikke behøvede at sige, hvad de skulle bestille, for det vidste han jo, han vidste hvad de ville have og det gjorde ham syg helt ud i tåspidserne.
Det var derfor han måtte væk. Det var derfor han havde sagt sin lejlighed op, sagt farvel til kollegaerne på jobbet og farvel til det land der havde været hans hjem de sidste måneder.
Ikke så meget et hjem som et midlertidigt opholdssted for hans rodløse sind. Men nu måtte han videre.
Ikke fordi han søgte efter noget. Det var det de ikke kunne forstå: ”Hvorfor rejser du? Du har lige etableret dig her? Kommer du slet ikke til at savne det? Hvad har det nye sted som du mangler?” Han manglede ikke noget, han savnede ikke noget. Han ledte ikke efter noget.
Tværtimod gjorde det ham vanvittig at tænke på en dag at finde dét som alle andre øjensynligt gik og ledte efter.
Kærligheden, drømmejobbet, ønskebarnet, det perfekte liv.
For hvad ville han så gøre den dag følelsen kom? Når hans elskede kone sad med deres ønskebarn i armene og vuggede det stille, mens den ideelle bil holdt i garagen og ventede på at køre ham til sit drømmejob?
Følelsen ville komme kravlende hen ad gulvet som et uvelkomment skadedyr. Når den ville indtage hans krop og lige så stille få det til at summe i hans arme og ben, og hans puls til at stige. Når den ville gennemsyre hans sind med trangen og tanken, og holde ham vågen om natten, vendende og drejende i sin seng af angst og magtesløshed.
Han ville først prøve at jage den væk. Gemme den væk. Glemme den væk. Men den ville springe frem som en tiger med spidsede kløer i hans svageste øjeblikke og få ham i knæ indtil han til sidst ville give efter.
Indtil han til sidst ville stå der som han stod der nu. Foran terminalen med sin kuffert, kun indeholdende sine få nødvendige ejendele og passet med de mange stempler i den ene hånd., foran terminalen til et nyt sted, med billetten til sit nye liv i den anden.
Derfor håbede han aldrig at han fandt det han ikke søgte efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar