Enhver der kender mig vil forvente en dejlig lille positiv tekst om julen, nu hvor vi befinder os i den sidste slutspurt op mod juleaften. En sukkersød smøre, bombarderet med rød og hvid flettede adjektiver og kandiserede rosende ord. Men i år har selv jeg, julefanatiker og højtidsmester nummer et, måtte tage min jul op til revision.
Lige siden jeg kunne gå med rundt om juletræet har julen været min yndlingsårstid og højtid. Jeg ville begynde allerede efter sommerferien med julekalender på VHS maskinen og glaspapiret i hænderne, i spændt forventning om årets største og vigtigste aften. Glæden ville ingen ende tage.
Jeg har derfor aldrig rigtig forstået juleforbehold: blålys, humbug, gaveræs, madsvineri, fup og fidus, falsk glæde og højtidelighed, materialisme.
Er julen ikke hvad man gør den til? Er det ikke ens eget valg hvordan man vil fejre sin jul og hvad julen betyder for én?
Bare indtil sidste år mente jeg at det bestemt måtte være sådan det hang sammen. I år ser jeg, måske for første gang, en lille flig af julens – ikke aversioner – men forbehold. Hvorfor, kan man så spørge? Er det alderen der trykker? Eller er det
3Dbrillerne tilhørende den Pyrus lågekalender jeg fik i november, der bare ikke passer så godt som de gjorde for få år siden? Jeg ved det ikke, men for første gang forstår jeg.
Der er så mange forpligtelser forbundet med julen, så mange krav man skal leve op til. Man skal være næstekærlig, gavmild, pligtopfyldende og samtidig overbærende, hjertelig og storsmilende overfor sine medmennesker.
Det er alt sammen meget nemt så længe man har en familie som man kommer godt ud af det med og som man har lyst til at bruge tid, penge og overskud på at være sammen med. Men hvad med de familier hvor der er stridigheder, skænderier, druk, ubehag og skuffelser forbundet med at være sammen? I de situationer er det da intet under at der er lede forbundet med julen og alle dens idylliske ideologier. For julen kan, ligesom den kan bringe det bedste og kærligste op i mennesker, også få det værste op i folk. Måske fordi der er så mange traditioner og forventninger knyttet til julen, men også fordi man lige pludselig som familie bliver lullet ind i en idylliserende vuggevise om hvordan man skal og bør fejre jul som en ”rigtig” familie, også selv om man på alle andre tider af året, måske ikke kommer ud af det sådan.
Men er julen familiernes fest?
Jeg har nu flere gange, med tårer i øjnene, lyttet til ”Where are you christmas?”, sangen fra filmen The Grinch, med en tom mavefornemmelse. En storladen ballade der indleder med vers, som de fleste kan relatere til, der omhandler dét at blive voksen og at indse at julen ikke bliver ved med at være det samme som da man var barn. Til sidst slutter den af med en smuk følelsesladet finale om hvordan man alligevel har fundet julen og at den altid vil være indeni os…
Men hvad så? Hvordan finder man julen igen når den er gledet ud mellem fingrene på én som varm risengrød? Det giver sangskriverne James Horner og Will Jennings ikke svar på i sangen, det må være op til en selv at finde ud af, og det har jeg brugt mangen time denne december på at fundere over.
Hvordan finder man julen hvis ens familieforhold er kaotiske, økonomien ligger i ruiner, eller at man bare ikke føler nogen glæde ved at sidde og stirre på sit kalenderlys der er håbløst bagud, og duften af brændte mandler på det overfyldte strøg lørdag formiddag?
Jeg vil jo gå til så banale og håbløst fortærskede yderligheder som til at bruge sætningen:
Julen er hjerternes fest.
Ikke familiens, ikke gavernes, ikke madens, pengenes eller julepyntens.
Julen er helt basalt et lille frirum i en ellers ufattelig kedelig og trættende vinter. Et lille lys i mørket i nogle lange kolde og mørke måneder på denne tid af året.
Hvad hvis vi alle fik lov til at gøre som vi bare allerhelst ville og hvad vi allermest havde lyst til, uden at være bundet af traditioner og forventninger fra omverdenen? Hvad end det var en rejse til Bahamas væk fra sne og kulde, en juleaften sammen med de bedste venner som man helt selv har valgt, uden krav og skuffede miner fra familien af den grund. Eller måske at gå ind i Fona og købe 6 gavekort man kan stikke sine utaknemmelige forkælede niecer og nevøer, så man slap for at fare fætter BR rundt i timevis? Eller endnu bedre: lave en ordning der gør én helt fri fra gaveindkøb, så man har bedre tid til at gå i de butikker man selv har lyst til?
Måske handler Julen i dag (for nogle) i virkeligheden at tænke mere på sig selv frem for at tænke på andre i julen. Måske kan mange mennesker i dagens stressede plastichelvede af juleudstillinger og snemaskiner, finde glæden og gavmildheden i at være frie til at udnytte deres lille julepusterum til lige netop det de har lyst til og deri finde overskuddet til at udleve julens rette ånd og budskab; Nemlig at være god ved din næste.
Måske.
Har jeg så fundet min jul? Fundet frem til mit behov der kan give mig min jul tilbage?
Jeg vil have lov at være barn igen. Bare for en måned. Jeg vil have lov at se julekalender og sove med min nissehue på. Men selvom man kan lege barn og agere derefter bliver det aldrig det samme igen, så jeg vil også have lov at lade være med at jule. Jeg vil nyde at sidde og se Dexter tage livet af et par kriminelle, sammen med Færingen, og jeg vil nyde at gå i biografen og se Harry Potter hele to gange uden så meget som at tænke på kravlenisser eller brunekager.
Selvom det er december og jeg BURDE bage, og jeg BURDE lave julehjerter og jeg BURDE skrive julekort.
Jeg vil have lov ikke at BURDE noget som helst, så skal det nok blive jul i år.
