For et par uger siden var jeg en tur på Louisiana. Walton Ford var navnet på plakaten, og jeg havde kun nået at snuse en lille smule til omtalen af ham på deres hjemmeside og et par videoer på Youtube inden turen gik til Humlebæk.
Det er rigtig mange år siden jeg har sat fod på Louisiana, hvor jeg havde min første rigtige oplevelse med kunst tilbage i de helt små klasser. En udstilling med kunstnerinden Georgia O’Keeffe satte i 2002 skub i min tidlige og spæde interesse for kunst, og hendes fortolkninger af naturen har aldrig helt sluppet sit tag i mig siden.
Det var derfor med stor spænding at jeg skulle gense Louisiana og blive bekendt med Walton Ford og hans univers, der i højeste grad også finder grobund i naturens verden.
Udstillingen hører ind under en række udstillinger under emnet Contemporery Art som Louisiana kører for tiden.
At besøge museet i skoleøjemed kan have sine fordele, blandt andet at vi fik en guidet tur rundt i udvalgte dele af museet. Vi startede hos Walton Ford, der præsenteres med et kæmpestort 1:1 maleri af et næsehorn der velkommer én når man træder ind i hans afdeling.
Fra skolen var vi et grafisk værksted (Som jeg går på), og et tekstværksted af sted, og guiden havde således tilknyttet små tegne og brainstormings- opgaver til at pirre fantasien mens hun viste os vej gennem den storslåede og farvestrålende udstilling, og denne kombination af ord og billeder er netop noget af det der betager mig allermest ved Ford.
Walton Fords kæmpemæssige akvareller af dyr er ikke bare naturalistiske vidundere med en sådan anatomisk finesse og detaljer der gør en ganske åndeløs. Det er i høj grad også historier der folder sig ud over lærrederne som ordene på siderne i en bog, og du vil kunne blive ved og ved med at studere billederne for nye detaljer og vinkler.
Ved udstillingen er billederne akkompagneret af uddrag af de historier der har været inspirationskilde for Ford og er blevet udgangspunktet for hans billede (For ja, herren fortolker i sine billeder, kun tekster han finder i skønlitterære, naturhistoriske og historiske kilder ) men for at få det fulde udbytte af udstillingen er det rigtig godt at have læst lidt baggrundshistorie om kunstneren, eller som os have en guide på.
Walton Ford er amerikaner og født i 1960 i Larchmont, New York.
Inspireret af fortidens opdagelsesrejsende der drog ud i verden og kom tilbage med tegninger og skitser af eksotiske dyr og skabninger man aldrig havde set mage, og af zoologiske illustrationer maler han kompromisløse dyrebilleder i intet mindre end størrelsesforholdet 1:1. Med en detaljerighed og teknisk perfektion gengiver han eksotiske dyr fra hele verden med en sådan skønhed at den umiddelbare følelse ved synet af hans billeder næsten ikke kan være andet end idyl. Smukke muskuløse tigere, mystificerende aber, vidunderligt fugle, alt sammen i stærke kraftfulde farver og omgivelser som taget ud af junglebogen eller en anden kolonial historie.
Først efter et par øjeblikkes stirren på de kraftfulde malerier brydes idyllen og handlingen på billedet begynder at synke ind. Bestialske, grusomme og brutale situationer, hvori dyrene enten bekæmper og fortærer hinanden eller lemlæstes og ydmyges af mennesker.
Det er så smukt og så ulækkert, og går op i sådan en grotesk sammenhørighed at man ikke kan andet end at blive begejstret og fascineret. Billederne er en stor selvmodsigelse af skønhed og grusomhed, bestialitet og menneskedreven magtsyge og ikke mindst humor blandet med en god portion tragedie.
Historierne som billederne tager udgangspunkt i er kun en lille brik i det store spil der udspiller sig på lærrederne. De er komplekse og ofte fyldt med symbolik og et niveau af detaljer der giver grobund for at behandle mange både historiske og nutidige problematikker og aktuelle emner.
Det emne og stemning der må tage prisen må dog nok være kolonisering, der har sat et stort præg på rigtig mange af billederne, så man nærmest kan få fornemmelsen af at man går rundt i en Kiepling roman med sin missionærhat på.
Også Fords lille fugleafdeling hvor han (meget) frit fortolker John James Audubons ornitologiske værk Amerikanske Fugle, med sådanne politiske og eksplicitte toner at de ikke er til at tage fejl af, er lige til at stille sig op og klappe i hænderne over.
Jeg kan kun anbefale alle en tur på Louisiana og tage et langt kig på Walton Ford udstillingen der kører indtil den 6. marts (skynd jer), men sats ikke på at kunne rumme Picasso bagefter. Mit hoved var bristefærdigt af inspiration, fascination og begejstring efter Ford.
